Syv danske team med i verdens hårdeste historiske rally

Knapt er Rallye Monte Carlo for moderne biler slut, før den historiske udgave starter. Blandt de syv danske mandskaber, som er med i det ugelange Rallye Monte-Carlo Historique for det danske nationalteam fra TEAM FYNSKE BANK, er der to med reelle sejrschancer.

Henrik Bjerregaard fra Monaco vandt løbet i 2020 i sin Ford Escort RS 2000 fra 1979 med tjekkiske Mirek Svec som codriver. Bjerregaard er født i Randers, men har i mange år boet i fyrstendømmet.   

”Som kører er jeg klart bedst i tørt vejr med en mindre mængde sne. Alt spillede ud til vores fordel i 2020: Vejret, bilen, rutebogen og godt samarbejde – og masser af held. Det håber jeg også på i år,” siger Henrik Bjerregaard, der starter løbet i sin hjemby.

Henrik Bjerregaard er seneste danske vinder af Rallye Monte-Carlo Historique. Det skete i 2020 sammen med tjekken Mirek Svec i en Ford Escort RS 2000 fra 1979 (foto: Privat).

Otto Kristensen fra Tune ved Roskilde vandt løbet i 2002 med sin hustru Britta som codriver i en Lancia Fulvia 1.3. Nu er han codriver for sin søn, tidligere topkører i gokart, Kenneth Kruse Simonsen fra Charlottenlund, i en bil magen til, denne gang en Lancia Fulvia HF fra 1968. De starter løbet fra Bad Homburg.

”Kenneth og jeg kører altid for at vinde. Realistisk håber vi på at blive bedre end nr. 9, som vi var sidste år. Er der nyfalden sne uden for meget is, vil det ikke genere os. Der er Lanciaen god. Men holder en forankørende fast i sneen, kan det koste 2-3 minutter og sejren,” siger Otto Kristensen.

Kenneth Kruse Simonsen, Charlottenlund, og Otto Kristensen, Tune, i Lancia Fulvia HF 1.3 fra 1968 er et godt bud på et dansk topresultat i Rallye Monte-Carlo Historique (foto: Michael Eisenberg).

Lars Hindsgaul fra Assens (t.h.) og Arne Pagh fra Strib i Fiat 128 Coupé fra 1972 har en mulighed for at blande sig i topstriden i Rallye Monte-Carlo Historique (foto: Michael Eisenberg).

Et andet mandskab med mulighed for en placering helt i top, er Lars Hindsgaul fra Assens og Arne Pagh fra Strib ved Middelfart. De kører i en Fiat 128 Coupé fra 1972 og starter fra Bad Homburg. Sidste år blev de nr. 10, Arne Paghs bedste resultat er en sjetteplads. 

”Man må ikke have uheld i Monte, så er man færdig. Vi forventer et spændende og tæt løb, og vi vil forsøge at nå en placering i top 5. Jeg har intet imod sne, det kan øge vores chancer,” siger Lars Hindsgaul.

Rallykøreren Kim Kjærsgaard Frandsen fra Norsminde tager fat på sit fjerde Rallye Monte-Carlo Historique. Han stiller op i en VW Golf GTI fra 1979 med Kristian Flensbak fra Aarhus i codriversædet. Flensbak har som sit bedste resultat i ”Monte” en 9. plads, og med et problemfrit løb vil dette mandskab komme langt frem i feltet. De starter fra Bad Homburg.

Kim Kjærsgaard Frandsen fra Norsminde er en dygtig rallykører, der har en fin placeringschance i Rallye Monte-Carlo Historique i år. Han stiller op med Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus i en VW Golf GTI fra 1979. Her ses han med sine servicefolk i baggrunden (foto: Michael Eisenberg).

Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus har tidligere opnået en 9. plads i Rallye Monte-Carlo Historique sammen med sin far. I år er han codriver for Kim Kjærsgaard Frandsen fra Norsminde (foto: Michael Eisenberg).

Chris Larsen fra Horsens stiller op i en VW Golf GTI fra 1982. Han er en erfaren kører, men kommer på udfordringer i sit første Rallye Monte-Carlo Historique. Med i codriversædet har han den meget erfarne Jan Østergaard fra Juelsminde. Han har deltaget syv gange tidligere i det hårde løb. Får de et løb uden problemer, venter der et godt resultat på dem. De starter fra Bad Homburg.

Chris Larsen fra Horsens (t.h.) er klar til start i Rallye Monte-Carlo Historique sammen med sin codriver Jan Østergaard fra Juelsminde. De stiller op i en VW Golf GTI fra 1982 (foto: Michael Eisenberg).

Den tidligere rallykører Tage Gejl fra Silkeborg stiller op i sit andet Rallye Monte-Carlo Historique. For et år siden indledte han et samarbejde med ireren, den i USA bosiddende Paul O’Kane, hvor de stillede op i en Porsche 911 fra 1976. Efter de forventelige indkøringsvanskeligheder kørte de sig stærkt op på løbets anden halvdel, og med de erfaringer i bagagen står de til et godt resultat i år. De har valgt at starte fra Monaco.

Tage Gejl fra Silkeborg er klar til sit andet Rallye Monte-Carlo Historique som codriver for sin irsk-amerikanske kører Paul O’Kane i en Porsche 911 fra 1976. De satser på en god placering (foto: Michael Eisenberg).

Henning Nielsen fra Tureby var en ivrig rallykører i sine unge dage. Sidste år debuterede han i Rallye Monte-Carlo Historique i sin sjældne Triumph Vitesse fra 1968, men måtte udgå med tekniske problemer. I år har han allieret sig med sin gamle rallymakker Karsten Thorvaldsen fra Københavns Sydhavn. Kan de slippe for tekniske problemer, er der en oplagt mulighed for at gennemføre det ugelange og krævende løb. De starter løbet i Reims.

Henning Nielsen fra Tureby stiller op med sin rallymakker fra ungdommens dage, Karsten Thorvaldsen, i Rallye Monte-Carlo Historique med deres sjældne Triumph Vitesse fra 1968. Deres mål er at gennemføre løbet uden problemer (foto: Michael Eisenberg).