I den kommende weekend afvikles første afdeling om verdensmesterskabet i rally med udgangspunkt fra Monaco. Selv om der ikke er danske kørere med i det ”rigtige” Rallye Monte Carlo, bliver det for rallyfolket spændende at se hvem der kan sætte de hurtigste tider på hastighedsprøverne, når de nye hybrid-rallybiler skal kæmpe om VM-pokalerne.

Set med danske øjne vil spændingen dog først stige i den efterfølgende uge. Der stiller TEAM FYNSKE BANK DANMARK op med seks danske deltagere i det 24. Rallye Monte Carlo Historique 2022 og en deltager i det 5. Rallye Monte Carlo Classic 2022. Begge løb køres på en del af de veje, som har været anvendt til første afdeling af verdensmesterskabet i hastighedsrally.

Når det 24. Rallye Monte Carlo Historique 2022 starter fra Monaco lørdag den 29. januar, har de danske deltagere forinden været på lange tilkørselsetaper fra henholdsvis Bad Homburg i Tyskland og Reims i Frankrig. Det klassiske rally starter i Valence i Frankrig mandag den 31. januar.

Ægteparret Otto Kristensen og Britta Kruse fra Tune vandt Rallye Monte Carlo Historique i 2002. Det blev startskuddet til at andre danske hold fik øjnene op for dette fantastiske løb, som kører over fire – fem dage, og typisk er på mellem 2.300 og 2.900 km. De seneste år har 6-8 danske biler deltaget, og kørt flere top-10 placeringer hjem. Senest vandt danske Henrik Bjerregaard med sin tjekkiske co-driver, Mirek Svéc, det 23. Rallye Monte Carlo Historique, som blev kørt i 2020. 2021-udgaven blev desværre aflyst på grund af Covid19-pandemien.

Ideen til det oprindelige Rallye Monte Carlo opstod i 1909, i Monaco. Præsidenten for “Association Sport Automobile Vélocipédique Monégasque”, Alexandre Noghès foreslog i 1909, at lave et bil-løb, Rally Monte Carlo, der skulle forbinde et stort antal europæiske byer. Herfra skulle konkurrenterne starte ud, for til sidst at konkurrere på målstregen i Monaco.

I 1911 var alt klart, og det første rally fandt sted. I næsten en uge blev starterne sat i gang i de 11 udvalgte byer. Der var forskellige startdatoer og starttider, som var udregnet efter afstanden og køretiden fra startbyen til Monaco. Fra Paris, Bruxelles, Geneve, Wien, Berlin og seks andre byer, startede 23 biler ud på ruten. De forventede at klare en gennemsnitlig hastighed på 10 km/t med indlagte stop, og med ankomster planlagt til lørdag den 28. januar i Monaco.

16 biler nåede frem til Fyrstendømmet uden problemer. Efter at have forladt Berlin den 21. januar, var tyske Von Eismark den første der ankom, efter at have kørt 1.700 km med en gennemsnitlig hastighed på 30 km/t.

Rallye Monte Carlo Historique så dagens lys i 1998, hvor det første gang blev kørt. De gamle biler kører et rally som er en kopi af det oprindelige Rallye Monte Carlo dog uden deciderede hastighedsprøver. Man kører derimod undervejs ca. 450 km, fordelt på 17 afmålte specialstrækninger, som skal køres med en given gennemsnits hastighed på 50 km/t eller derunder.

50 km/t lyder ikke af ret meget, men når specialstrækningerne køres på smalle bjergveje, ofte dækket af sne og is, kan det være nærmest umuligt at overholde den opgivne og ofte skiftende gennemsnitshastighed. Følgerne er ofte en del strafpoint, primært på grund af forsinkelser.

Monte-bacillen angriber alle, som blot én gang har været med i det lange og krævende historiske rally, som hvert år køres omkring månedsskiftet januar/februar – altid en uge efter det legendariske ”rigtige” VM-rally for de hurtige rallybiler, Rallye Monte Carlo.

Finalen i Rallye Monte Carlo Historique er altafgørende, og har mange gange ændret placeringerne efter de første kørte specialstrækninger totalt. Efter at være ankommet til Monaco i løbet af sidste-dagen, starter deltagerne atter ud fra Monaco ved midnatstid på ”De lange knives nat”.

De historiske biler skal nu skal igennem de to mest berømte og krævende specialstrækninger i løbet, inden de tidligt om morgenen begynder at komme i mål igen i Monaco. Især turen over Col de Turini er en kæmpe udfordring med sine ca. 50 km, som ofte er på både sne- og is dækkede veje.

Alle de danske deltagere har absolut potentiale til at køre sig helt til tops i løbet, hvor de kører efter en rute bog, udarbejdet i eget regi.

Så snart ruten i begyndelsen af december blev offentliggjort, tog de danske deltagere fat på udarbejdelsen af årets rutebog. To erfarne rutebogsdesignere, Otto Kristensen og Tage Gejl, har i midten af december været i Frankrig, for at opmåle hele ruten. Alle deltagere i TEAM FYNSKE BANK DANMARK kører derfor efter det samme gennemarbejdede og top kontrollerede materiale. Den danske rutebog er de senere år blevet så populær, at en del udenlandske kørere også er begyndt at anvende den.

De danske deltagere har i 2022-udgaven tilmeldt sig holdkonkurrencen under teamnavnet TEAM FYNSKE BANK DANMARK, og satser derfor benhårdt på både individuelle topplaceringer, såvel som en topplacering i holdkonkurrencen.